onsdag den 13. juli 2016

Imod Ridefogedsamfundet


I enevældens standsopdelte Danmark var det ridefogedens opgave at sørge for at de livegne fæstebønder makkede ret og bidragede til samfundet og Brutto Nationalproduktet i den rolle som nu engang var tiltænkt dem - og det med hasselris om nødvendigt. Holberg's Jeppe for eksempel hadede ridefogeden af et godt hjerte, og så ham gerne hængt så snart han selv var herremand. Men nu var Jeppe, den fordrukne bonde, jo heller ikke kendt for sin arbejdsomhed.

I den store danske encyklopædi, vil Professor Feldbæk dog dog gerne påpege at ideen om den onde herremand og hans ridefoged "savner indre sandsynelighed" fordi herremanden må antages at have handlet "økonomisk rationelt, inden for de rammer og normer som var tidens og den viden de havde". Men det argument er vel enten en tautologi eller en selvmodsigelse - eller måske begge dele.

I dansk politologi kan man lide at navngive og typologisere forskellige samfundstyper og politiske ideologier. Vi har bondesamfundet, enevoldskongedømmet, velfærdssamfundet, konkurrencestaten, og så videre. Hvert ord navngiver en form for magt, og det at navngive en magtkonstellation gør det muligt at tale om magten på en bestemt måde. Ideen er at når vi navngiver en magttype, så karakteriserer vi og evaluerer vi magten - og får måske derved magt over magten selv.

I velfærdsstaten, som den så ud i anden halvdel af forrige århundrede, var ridefogden blevet arbejdsløs. Den ene halvdel af bønderne var blevet selvstændige erhvervsdrivende, og den anden halvdel sad i rundkreds og levede af det overskud den første halvdel producerede. Staten's rolle var i dette arrangement reduceret til at være institutionen der varetog omfordeling - altså tog de arbejdsomme bønders fortjenste og gav det til de dovne og fordrukne til at solde op. Eller det er ihvertfald sådan nutidens herremænd fortæller historien, når de skal forklare hvorfor staten's hovedfunktion nu skal være ridefogedens.

Nu skal vi gøre op med de fattiges frådseri for andres midler. Ridefogeden vil gerne se på bøndernes husholdningsbudgetter og rense dem for unødig fråds og roespild - og vé dem hvis de klynker.

Arbejdsvægring skal også straffes. Ridefogeden finder de dovne bønder og skærer deres grødrationer, indtil de bliver mere arbejdsvillige. Den gode borger derimod skal opdrages til at afsky sådanne parasitter, og det gøres bedst ved at udstille deres ydmygende afstraffelser offentligt - på fattiggården skal de.

Hvad ved bønder om agurkesalat? Og behøver de over hovedet vide noget der ikke er direkte nødvendigt for deres daglige opgaver på gården? Nej, selvfølgelig ikke siger ridefogeden - så bliver de bare obsternasige og opsætsige.

Men hvad når herremanden ikke har nogle småarbejder eller ærinder han kan sætte Jeppe til at løbe? Nu laver det motoriserede tærskeværk jo meget af det grove arbejde. Ja, så er stavnsbåndet jo heldigvis ophævet, så herremanden kan sagtens udlåne bønderne til hoveri hos herremænd i andre landsdele. Ridefogeden sørger for at de kommer af gesvindt af gårde.

Borgerne, altså byernes bedsteborgere vil også få det det også bedre når de ikke skal trækkes med bønderne. Bønderne skal ud på landet hvor de hører til. Det skal ridefogeden nok sørge for.

Vi er hastigt på vej imod ridefogedsamfundet: det enogtyvendeårhundredes samfundsideal.







(P.S. jeg troede først at jeg selv havde fundet på termen "ridefogedsamfundet", men en hurtig googlesøgning viste at det havde Arne Lund allerede gjort i en kommentar på Altinget.dk i Januar måned)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar