torsdag den 28. juli 2016

Nationens Metaforer


  • af Magnus P. Hansen

For nyligt har den amerikanske kognitive lingvist skrevet et essay om hvordan Donald Trump's retorik bruger nogle bestemte nøglemetaforer til at ramme forskellige segmenter af det konservative vælgerkorps. 

Lakoff er blevet kendt for sit arbejde omkring den måde metaforer bruges til at strukturere og organisere vores opfattelse af verden. I digtning er en metafor en slags sammenligning hvor man overfører træk fra en ting til en anden, og derefter belyser nye dele af den anden ting gennem sammenligningen. Når Per Højholt for eksempel skriver om "birketræer der syder", så overfører han lyden af kogende vand til billedet af et birketræs løv der rasler i vinden. Fordi den sammenligning er ny får digtet os til at genkalde lyden af birketræer i vinden på en ny måde.  Nogle metaforer (måske de fleste) er så ofte benyttede at de er "døde" - vi tænker slet ikke over at de er metaforer og de giver os ikke nogen ny måde at tænke over verden på. Men de døde metaforer er derimod en integreret del af de måder vi vanemæssigt tænker på verdenen og dens genstande. Det er disse døde metaforer som George Lakoff er interesseret i.  Når man for eksempel siger at "jeg sparede ti minutter ved at tage ringvej 4 hjem" så bruger man ubevidst en metafor der sammenligner tid med penge. Når man siger "han er helt formørket" om en person der ikke tænker rationelt så bruger man en metafor der sammenligner rationel tænkning med at kunne se i klart lys. Disse døde metaforer er en slags kognitive redskaber som vi bruger til at opbygge vores forståelse af verden.

I sin analyse af amerikansk politik viser Lakoff at næsten alle engelsktalere bruger den kognitive metaforen "familie" om deres nation. Denne metafor som vi kan kalde "NATION=FAMILIE" er en rod-metafor hvorfra andre nye metaforer kan afledes. Men han viser også at der er forskellige måder at tænke på familien på som leder til forskellige nye metaforer. Konservative foreksempel har ofte en "streng far" opfattelse af familien, hvorimod de venstresnoede liberale ofte tænker på familien som et beskyttende fællesskab. Disse forskelle gør at konservative og liberale reagerer forskelligt på forskelligt sprog brug omkring nationens fremtid: For eksempel så vil streng-far konservative reagere positivt på budskaber af typen  "folk må lære at opføre sig ordentligt" hvorimod beskyttende-familie liberale vil reagere positivt på budskaber af typen "vi bliver nødt til at tage hånd om dem der har brug for hjælp".

I denne blogpost, ser jeg på nogle af de metaforer der findes i dansk politisk diskurs om nationalisme. Mange af dem minder om dem der findes i USA (for eksempel er NATION=FAMILIE nok universel), men jeg synes også der er eksempler åp at vores danske måde at leve og tænke på gør at der kommer andre afledte metaforer som ikke eksisterer på samme måde i USA:

Nationen er en familie

I Danmark opfatter vi også tit nationen som en familie. Men hvor amerikanerne lader til mest at overføre de to konkurrerende familieformer og dens moral (streng eller beskyttende) til deres politiske diskurs virker det på mig mere som om at dansk politik ser på familien som et værdifællesskab hvor vi er sammen om at eje nogle ting.

  • Danmark er vores hus
Når nationen er en familie, så er det danske land med sine grænser vores hus og hjem. Andre nationer er naboer som vi konkurrerer med på samme måde som mange danskere har et ambivalent forhold til naboer både som potentielle venner eller som konkurenter. Vores familie ejer Danmark på samme måde som en familie kan eje et hus, og selvom det er vores families ansvar at tage hånd om familiens børn og husdyr, så vil vi ikke have andre folks børn rendende og sætte fedtefingre på vores nypudsede terrasseruder eller flytte på vores Alvar Aalto vaser.

  • Kulturarv er vores ejendom
Ligesom det danske land er vores ejendom så er vores kultur det også - kulturen er arvegods vi har fra vores bedsteforældre og som er meget vigtig at have stående fremme i stuen så vi altid kan huske dem (og så vi kan vise gæster at vi kommer fra en god familie). Vi har ikke noget imod at låne vores ejendele ud, men vi holder styr på om de bliver afleveret tilbage og passet ordentligt på. Og der er ihvertfald ingen der skal komme og kritisere mormors juleplatter (selvom vi godt ved at de er lidt kitsch). 

  • Indvandrere er vores gæster
Når Danmark er et hjem så følger det naturligt at indvandrere er gæster. De kommer mens de er inviteret (eller tolereret) og så rejser de hjem igen. En fremmed kan aldrig blive en del af familien med mindre de er blevet adopteret og opdraget som en af vore egne (men så skal de naturligvis ikke senere begynde at snakke om deres biologiske forældre, det er jo upassende og ødelægger den gode stemning).  Gæster skal ikke blive for længe, og bliver de mere end to nætter skal de bidrage til huslejen og betale for eget ophold. 

Gæsters børn er noget af det værste man har, for man kan jo ikke gå og opdrage på andre folks børn selvom de er i ens hus - det er jo gæsternes ansvar. Men når gæsterne nu opdrager deres børn åp den der åndsvage måde? De lader dem jo bare sidde og lege med deres elektronik hele dagen, eller de lader dem strejfe rundt i byen uden opsyn. Gæsters unger er endnu værre end naboens unger, fordi man ikke kender gæsterne godt nok til at tage snakken om husreglerne med dem. Vi er altid i tvivl om hvornår vi kender vores gæster godt nok til at vi kan tillade os at opdrage på deres børn. Så er det nemmere bare at brokke os over hvor dårligt opdragede de er når de er taget hjem.

  • Vores kultur er vores husregler
Den måde vi gør tingene på her i Danmark er de husregler der gælder i vores familie og gæster forventes at følge dem. Her i huset tager vi skoene af i stuen, vi drikker snaps til sild og øl til flæskesteg, og vi synger salmer til jul. Vi kan godt tage nogle hensyn til gæster med specielle præferencer, foreksempel vegetarer eller marathonløbere, og det er ok du ikke drikker hvis du skal køre hjem - men så forventer vi også at du takker os for hensynet, og at du respekterer vores præferencer uden at du prøver at give os dårlig samvittighed over vores vaner (så du skal nok slet ikke nævne dine egne præferencer mens du er hjemme hos os for at det ikke skal virke prædikende eller påtrængende). Mad er i det hele taget ekstremt vigtigt - i vores familie spiser vi krebinetter og ikke karbonader - og vi spiser ihvertfald ikke köfte (med mindre vi er i Alanya, hvor det jo er det tætteste man kan komme på en ordentlig krebinet).

  • Vores religion er arvegods
Vores religion er et af de vigtigste stykker arvegods - lidt ligesom den gamle . Den er ikke fordi vi nødvendigvis tror meget på nogen bestemte ting, men fordi den forbinder os med fortiden. For os er religionen mest materiel og praktisk end den er spirituel og metafysisk: Religion er de gamle kirkebygninger, kalkmalerierne, gravpladserne, døbefontene - og de forskellige kristne ritualer fra salmesang og jul til dåb, bryllup og konfirmatoin. Hvad man egentlig tror er en personlig sag, men vi skal allesammen deltage i fællesskabet omkring vor kristne kulturarvegods. Religionen behøver ikke være tidssvarende, vi er godt klar over at den nogen gange er lidt gammeldags og kitschet, men vi har svært ved at forestille os at smide den ud. Stuen ville blive så tom.

  • Statens penge er familiens fælleskonto
De fleste danske familier har fælleskonto, og vi ser på staten som en fælleskonto for hele samfundet. Når man har fælleskonto går man og holder øje med hinandens forbrug i familien. Købte du ikke nogle ret dyre sko i sidste måned? Så kan jeg vel godt tage en tur ud med drengene i weekenden uden at skulle høre noget for det? Der er ingen der har lyst til at være nasserøve i sådan en familie. Hvis  børnene gerne vil have en ny iPhone så må de ud og dele aviser ud, eller samle flasker. Det er ok at naboens børn kommer og spiser med en gang imellem når de er ovre og leg, men hvis det sker flere dage om ugen flere uger i træk så snakker vi lige med naboen og forventer at han tilbyder os en plovmand for besværet - det er jo strengt taget ikke vores ansvar at føde på hans unger. 


Nationen er en krop

En anden metafor som vi brúger om nationen er at den er ligesom en levende organisme eller en krop. Ligesom kroppen kan være stærk eller svag eller rask eller syg så kan nationen det også, ligesom kroppen påvirkes af udefrakommende elementer så gør nationen det også. 
  • Fremmedlegemer irriterer og gør os syge
Især fremmedlegemer der trænger ind i kroppen enten som virusser og bakterier eller projektiler og splinter kan irritere os og gøre os syge. Uønskede elementer i samfundet kan være kræftknuder der skal fjernes inden de danner metastaser. Andre har inciferet os med deres betændte ideologier. De får samfundets væv til at gå i opløsning, og forårsager mange ubehagelige symptomer på et fremskridende forfald. Det syge samfund skal kureres, og kuren imod fremmedlegemer er enten at fjerne dem (udvisning) eller at neutralisere dem (integration). Vi kan forebygge ved at have bedre kontrol med hvad vi lader komme ind i vores krop - og vi kan får helt brug for et pusterum hvor vi ikke er i kontakt med nye fremmedlegemer. 

  • Nationen kan være stærk eller svag
Ligesom en krop kan være stærk eller svag så kan nationen også. Nationens styrke og sundhed måles på dens evne til at slå infektioner ned (de skyldes fremmedlegemer) og til at interagere med andre kroppe på en modig og kraftfuld måde.  En svagelig nation kan ikke følge med de andre på legepladsen og har brug for hjælp til at klare sine egne problemer. En stærk nation derimod har nok energi til at tage ud og hjælpe andre med at klare deres problemer.  

  • Deres religion er en sygdom
Vores religion er arvegods, men deres religion derimod er en sygdom som de er blevet inficeret med. Imodsætning til vores religion som mest består af ting og forskellige hyggelige ritualer så er deres religion en slags toxoplasmose som overtager deres hjerner og kontrollerer deres tanker og handlinger. Vi  vælger at fejre jul fordi det er en hyggelig ting og gøre, men de skal fejre ramadan fordi deres religion kræver det af dem. Vi vælger at gå med kors i halskæden fordi de siger noget om os som individer og forbinder os med vores historie, men når de de går med kalot eller tørklæde fordi deres sygdom kræver det (enten som et symptom, som den tossede går med en sølvpapirshat for at undgå rumstråling, eller som en krykke der bruges til at gøre beskadiget legeme nogenlunde funktionsdygtigt). Religion kan også smitte igennem mad - halal-slagtet kød for eksempel kan være inficeret. 

Danmark er et habitat og danskerne er en dyreart

En anden metafor der ofte bruges (dog mest på det yderste højre) er at danskerne er som en dyreart og Danmark er vores habitat eller økologiske niche udenfor hvilket vi ikke kan overleve. 

  • Det danske samfund er et fintfølende økologisk system
Danmark har udviklet sig til at have en helt unik balance imellem de forskellige samfundsgruppers ønsker og interesser. For eksempel kan arbejdsmarkedet kun fungere så længe der er balance imellem arbejdsgivernes interesser og fagforeningernes krav. Når arbejdere kommer til Danmark udefra ødelægger de denne naturlige balance og gør hele systemet ustabilt. Enhver ændring i den kulturelle og sociale balance kan forårsage uoprettelig skade på økosystemet i en komplekst interaktion. 
  • Indvandrere er invasive arter
Den værste trussel mod det danske økosystemet er ikke landbrugets monokultur (som er naturlig), men derimod de invasive arter (som er unaturlige).  Ligesom bjørneklo og dræbersnegle er en trussel mod havens økosystem, så er indvandrere en trussel imod det danske samfunds delikate balance. Bjørneklo breder sig og omdanner gradvist haven til en stikkende ødemark, dræbersnegle æder vores afgrøder og gør haven grim. På samme måde ødelægger indvandrene vores byer ved at omdanne dem til golde ghettoer. De indfødte arter kan naturligvis ikke overleve i så uindbydende omgivelser, og må bukke under hvis ikke de invasive kan holdes under kontrol. 

  • Danskeren er truet
Som naturlig følge af de invasive arters indtog er danskeren nu en truet art. Danskeren er nemlig en meget skrøbelig art der har brug for et helt bestemt klima og helt bestemte næringsforhold for at kunne overleve. På den måde er en hver ændring i det naturlige landskab en potentiel trussel. Hijab på bakken, kebab på kroen, durum hvede på marken, halalkød i børnehaven, arabisk skrift i Superbrugsen, er alle tegn på kultur-miljøets degradering og peger imod den danske arts undergang. Ligesom truede arter paradoksalt har brug for kunstig beskyttelse imod kulturens fremmmarch, så skal danskeren også beskyttes imod de trusler som resten af verden udgør. Danmark ses som et refugium hvor danskeren kan få lov til at leve uforstyrret i sin egen naturlige (men kunstigt opretholdte) niche. Hvis man har lyst til at leve på en anden måde kan man jo bare rejse et andet sted hen.

  • Dansk kultur er naturlig - andre kulturer er kulturelle 
Centralt for den økologisk-biologiske metafor for nationen er at den beskriver dansk kultur for at være naturlig, hvorimod andre kulturer er kulturelle. Ligesom kornmarker og villahaver anses for vild natur når de møder invasive arter (som jo faktisk er kommet til "naturligt", på samme måde som bøgetræer en gang fortrængte egetræer som de mest almindelige træer i Danmark i takt med klimaforandringer). Det naturlige er noget man er, noget som eksisterer af sin egen drift, hvorimod det kulturelle er kunstigt, noget man dyrker og som ikke kan eksisterer uden at nogen aktivt kultiverer det. På den måde er dansk kultur noget danskerne er, noget vi ikke kan ændre på eller stilles til ansvar for, hvorimod indvandrere vælger at dyrke eller praktisere deres hjemlands kulturer.

Metaforenes Magt 


Metaforenes magt består i at de strukturerer de ubevidste måder vi navigerer i verden på. En god metafor drager på billeder og sammenligninger som er helt integrerede i vores verdensbillede - og hvis de gør det så er det nemmere for os at acceptere argumenterne som de bruges til at underbygge. Et godt metaforisk argument føles simpelthen mere naturligt, mere rigtigt og mere tiltrækkende end et argument der ikke er metaforisk eller som måske ligefrem strider imod vores rodmetaforer.

Ofte kommer debattører i problemer når de argumenter ikke-metaforisk imod et metaforisk argument - for selv om de selv kan se at deres argument er logisk og objektivt korrekt, så føles det forkert for dem der lytter hvis det strider imod det sæt metaforer som de opfatter verden igennem.

Heldigvis kan de fleste metaforer bruges på forskellige måder og tilpasses forskellige argumenter og situationer. Når vi kan forstå vores egen religion som arvegods, kan vi måske også lære at forstå at andre folk også har det på samme måde med deres religioner. Når vi kan forstå at de fleste af de arter der kendetegner det danske landskab er indvandret på et tidspunkt i historien men idag er blevet indfødte, så kan vi måske også forstå at det bliver efterkommerne til de mennesker der idag vandrer ind over grænserne også. Hvis vi kan forstå at kroppen har brug for en mangfoldig bakterieflora så kan det være at vi også kan forstå at indvandring styrker nationens kultur og forhindrer stagnation. Og så videre.

En ting er sikkert, hvis venstrekræfter genre vil gøre sig håb om at kunne hamle op med national konservatismens fremmarch så er de nødt til at lære at bruge effektive metaforer, og til at forstå hvordan man kan argumentere imod metaforiske argumenter.





onsdag den 13. juli 2016

Imod Ridefogedsamfundet


I enevældens standsopdelte Danmark var det ridefogedens opgave at sørge for at de livegne fæstebønder makkede ret og bidragede til samfundet og Brutto Nationalproduktet i den rolle som nu engang var tiltænkt dem - og det med hasselris om nødvendigt. Holberg's Jeppe for eksempel hadede ridefogeden af et godt hjerte, og så ham gerne hængt så snart han selv var herremand. Men nu var Jeppe, den fordrukne bonde, jo heller ikke kendt for sin arbejdsomhed.

I den store danske encyklopædi, vil Professor Feldbæk dog dog gerne påpege at ideen om den onde herremand og hans ridefoged "savner indre sandsynelighed" fordi herremanden må antages at have handlet "økonomisk rationelt, inden for de rammer og normer som var tidens og den viden de havde". Men det argument er vel enten en tautologi eller en selvmodsigelse - eller måske begge dele.

I dansk politologi kan man lide at navngive og typologisere forskellige samfundstyper og politiske ideologier. Vi har bondesamfundet, enevoldskongedømmet, velfærdssamfundet, konkurrencestaten, og så videre. Hvert ord navngiver en form for magt, og det at navngive en magtkonstellation gør det muligt at tale om magten på en bestemt måde. Ideen er at når vi navngiver en magttype, så karakteriserer vi og evaluerer vi magten - og får måske derved magt over magten selv.

I velfærdsstaten, som den så ud i anden halvdel af forrige århundrede, var ridefogden blevet arbejdsløs. Den ene halvdel af bønderne var blevet selvstændige erhvervsdrivende, og den anden halvdel sad i rundkreds og levede af det overskud den første halvdel producerede. Staten's rolle var i dette arrangement reduceret til at være institutionen der varetog omfordeling - altså tog de arbejdsomme bønders fortjenste og gav det til de dovne og fordrukne til at solde op. Eller det er ihvertfald sådan nutidens herremænd fortæller historien, når de skal forklare hvorfor staten's hovedfunktion nu skal være ridefogedens.

Nu skal vi gøre op med de fattiges frådseri for andres midler. Ridefogeden vil gerne se på bøndernes husholdningsbudgetter og rense dem for unødig fråds og roespild - og vé dem hvis de klynker.

Arbejdsvægring skal også straffes. Ridefogeden finder de dovne bønder og skærer deres grødrationer, indtil de bliver mere arbejdsvillige. Den gode borger derimod skal opdrages til at afsky sådanne parasitter, og det gøres bedst ved at udstille deres ydmygende afstraffelser offentligt - på fattiggården skal de.

Hvad ved bønder om agurkesalat? Og behøver de over hovedet vide noget der ikke er direkte nødvendigt for deres daglige opgaver på gården? Nej, selvfølgelig ikke siger ridefogeden - så bliver de bare obsternasige og opsætsige.

Men hvad når herremanden ikke har nogle småarbejder eller ærinder han kan sætte Jeppe til at løbe? Nu laver det motoriserede tærskeværk jo meget af det grove arbejde. Ja, så er stavnsbåndet jo heldigvis ophævet, så herremanden kan sagtens udlåne bønderne til hoveri hos herremænd i andre landsdele. Ridefogeden sørger for at de kommer af gesvindt af gårde.

Borgerne, altså byernes bedsteborgere vil også få det det også bedre når de ikke skal trækkes med bønderne. Bønderne skal ud på landet hvor de hører til. Det skal ridefogeden nok sørge for.

Vi er hastigt på vej imod ridefogedsamfundet: det enogtyvendeårhundredes samfundsideal.







(P.S. jeg troede først at jeg selv havde fundet på termen "ridefogedsamfundet", men en hurtig googlesøgning viste at det havde Arne Lund allerede gjort i en kommentar på Altinget.dk i Januar måned)